• 3
  • 3
  • 1

MØD HENRIETTE STÆCKER JENSEN

Nektar møder HB-kandidaterne

Nektar har talt med kandidaterne, der stiller op til næste hovedbestyrelsesperiode.

Vi vil præsentere dem løbende – nu kan du møde: 

Navn: Henriette Stæcker Jensen

Spejderfunktion: Flokleder

Spejdergruppe: Holstebro gruppe

Antal spejder år: 38 år

Hvad synes du, De grønne pigespejderes bidrag skal være i arbejdet med naturen og friluftsliv?
Vi skal være med til at give børn og unge et naturligt og respektfuldt forhold til naturen. Jeg tror på at jo flere gode oplevelser og minder vi har fra naturen, jo mere har vi lyst til at passe på den.

Det at passe på vores natur er ikke noget vi bare skal lære, det skal være en følelse vi har. Den følelse kan vi kun få ved at vi har nogle gode og positive oplevelser i naturen, og det er det som De grønne pigespejdere kan give til børn og unge. Vi er nødt til at passe på naturen, da den ikke alene kan rydde op efter os.

 

På Nektar vi et bredt syn på hvad tro er, hvad er dit forhold til Tro? 

Jeg er vel det man kan kalde kultur-kristen. Jeg har et alment kristen fundament. Jeg tror og lever efter de kristne værdier.
Det at have været pigespejder i så mange år, hvor der er så meget åbenhed til at snakke tro, gør at jeg i dag ikke er bange for at diskutere min tro, og hvordan jeg tror udenfor spejderbevægelsen, fordi jeg er blevet så sikker i min egen tro.

For mig er tro noget der ligger i os selv som vi kan finde frem når vi kommer i situationer hvor vi har behov for at tro på at der er en mening med de ting der sker, eller hvis der sker nogle ting som kan være svære at forstå.

For mig er tro meget individuelt og den kan være mere til stede i nogen perioder end i andre. 

 

Hvordan skal vi som spejderkorps være gode rollemodeller for vores medlemmer og hvordan er vi gode rollemodeller i samfundet omkring os? 

Noget af det som jeg synes de grønne pigespejdere er allerbedst til er at give piger mod. Vi skal være rollemodeller i forhold til at vores medlemmer tør tage ansvar og sige til og fra. Vi skal blive ved med at skabe miljøer, hvor vores unge piger trygt kan prøve grænser af og blive sikre i at stå frem.

I forhold til samfundet omkring os er det vigtigt at vi viser hvad det er vi kan give de vores medlemmer. Det særlige at vi er et fællesskab hvor der kun er piger og kvinder, og hvor alle opgaver er pige- og kvindeopgaver.

Vi stemmer om vores nye hovedbestyrelse på delegeretmøde d. 21-22/5. Du kan læse mere her http://www.pigespejder.dk

Lignende artikler

Se alle